Kan man strikke en cardigan til en voksen (om end en lille en af slagsen) på kun 5 nøgler garn? Jeg stillede spørgsmålet på instagram for et godt stykke tid siden og selvom de fleste var skeptiske, var der også flere, der opfordrede mig til at forsøge. Og det lykkedes sgu! Cardiganen herunder er strikket på 5 nøgler kabelspundet Alta Moda Alpaca.
Den er super blød og varm og jeg tror, at den vil komme godt i brug her resten af vinteren. Garnet har jeg fra Woolspire, som desværre ikke har lige dette garn til salg, men jeg har været så heldig at modtage det som en gave.
Mønsteret er løst baseret på Lene Holme Samsøes Ria cardigan fra bogen Suveræn Strik. Jeg har dog lavet en hel del tilretninger, da jeg ellers slet ikke ville have nok garn. Jeg har desuden strikket ud fra devisen, at montering er mere end almindeligt kedeligt.
En udfordring med at strikke glatstrik (som jeg nu har lært og vil huske!) er, at man (åbenbart) altid skal lave en ribstrikket eller rillestrikket kan, for ellers ruller den. Det ses tydeligt her på billedet, at den side uden knapper ruller og derfor ikke sidder pænt.
Den eneste grund til, at siden med knapper sidder pænt, er, at jeg (efter godt råd fra Ina) har syet et bånd langs kanten - og jeg regner faktisk med at gøre det samme på den anden side. Jeg ved godt, at det lidt ødelægger ideen med knapperne, da knaphullerne så bliver lukket til. Men mellem os sagt, så er den alligevel så stram, at det er uforsvarligt at bruge knapperne - så de er vist bare til pynt. :)
Det har været ret sjovt at freestyle dele af trøjen, så det bliver nok ikke sidste gang, at jeg laver om i en opskrift.